I Askovs dybe stille ro

Sommeren er så småt forbi, og efterårets skarpe skær har lagt sig over byen. AskovBladet har været en tur rundt gennem septemberens Askov for at fastholde denne sidste sommertid før dagene atter bliver så lange og så korte.

Af Simon Bruhn

Støvet rejser sig lige så stille fra agrene og venter på det friske vindpust, der endeligt formår at hvirvle det rundt i spiraler, sende det i galog over mark og eng for til sidst at lade det hænge i luften som småbitte stenkrystaller i den skarpe sensommersols stikkende skær. 

Marken er mejet og høet er høstet; hvor førhen kornet rejste sig gyldent hersker nu en barsk blæst, efterårets forvarsel. Også træernes blade falmer så småt. De har endnu deres dybgrønne farve, men en brunlig-tør rand breder sig udefra og ind.

Alligevel er alt så herligt herude: i naturen, på landet, fjernt fra byens larmende trafik. Askov stråler under den læskende blå himmel, der præges af cumulusskyernes indbyrdes tagfat.

Her ser man nu kun sorten jord og stubbene de golde

Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide

Bøgens blade hvisler i den milde vind

Det lysner over agres felt

Nu lyser bøgens blade atter op mod efterårets høje, vilde himmel

Forstummed hver røst udi skoven, og falmed hver gylden frugt

Det er let at se, hvad vej det går

Jeg lagde min gård i den rygende blæst

Men end er der sang udi skoven, højt bølger det røde flag

Jeg véd, hvor der findes en have så skøn