Dirigent Nikolaj Hansen styrer slagets gang
Musikalsk succeshistorie i Askov tiltrækker folk fra nær og fjern. Koncert i oktober.
Af Simon Bruhn
“Bare rolig, Nikolaj. Vi skal nok fange den tone. Det er bare overgangen, vi har svært ved at ramme,” lyder det et sted fra tenorerne. “Ja, den driller lidt,” medgiver dirigent Nikolaj Hansen, der ikke fik brug for grovfilen, da han onsdag aften afholdt prøve med Askovs Rytmiske Kor i højskolens foredragssal. Til gengæld blev han ikke træt af at finjustere og smøre korets stemmer.
Detailarbejdet og den mærkbare entusiasme blandt medlemmerne har på rekorttid gjort koret til et sandt tilløbsstykke blandt både askovitter og folk fra omegnen. Så populært er det blevet, at Nikolaj Hansen har måttet lukke for optagelsen af kvinder for at bevare det rette forhold mellem tonelejerne.
“Vi lyder bedre og bedre for hver gang,” siger Hans Ole Berthelsen fra Askov, der mener, at Nikolaj Hansen har givet projektet energi og er dygtig til at sprede en god stemning i koret, der hører under Folkeligt Oplysningsforbund (FOF).
Prominent ledelse
Musiklæreren på Vejen Gymnasium overtog som dirigent i Januar i år. Nikolaj Hansen har mange års erfaring med ledelsen af kor, idet han blandt andet har stået i spidsen for Det Rytmiske Kor i Kolding. Et bredere puplikum kender ham for hans samarbejde med Sigurd Barrett. De to tidligere studiekammerater arbejdede i begyndelsen af 00’erne sammen med DR’s Symfoniorkester i børneprogrammet Sigurd og Symfoniorkestret.
Nikolaj Hansen ser korets styrke i samspillet mellem erfarne sangere og nybegyndere: “Idéen er ikke at samle et elitekor, men et ambitøst folkekor”, fortæller han efter prøven.
En af disse amatører er Tina, som har været med i et stykke tid: “Da jeg startede, kunne jeg ikke læse noder, og det kan jeg sådan set stadigvæk ikke.” Til gengæld falder hun hurtigt ind i rytmen og melodien, forklarer hun i pausen over en kop kaffe og et stykke æbletærte. “Det er utroligt sjovt det her. Og vi er virkelig blevet dygtige.”
De kommer langvejsfra
I går indfandt 54 korsangere sig til prøven, hvilket er et fornemt fremmøde for arrangementer af denne art.
“Det her er en ren succeshistorie,” jubler Nikolaj Hansen. “I løbet af ingen tid har vi banket det her kor op af jorden, og der kommer hele tiden nye sangere til.”
Til disse hører Henrik Kiel, som i går var med for første gang. Han kommer helt fra Kolding for at deltage og er meget tilfreds med prøven. “Jeg har ledt længe efter et kor, som hverken er klassisk eller rent gospel,” fortæller han. Repertoiret i Askov er bredt og favner fra Lennon & McCartney til C.V. Jørgensens Sæsonen er forbi.
Det er den langt fra i Askov, for allerede 1. oktober kl. 17:00 afholdes der koncert i kirken.

De 54 fremmødte sangere hyggede sig og fyldte salen med rytme og sang
Skriv et svar