Kristian la Cour: “Men det har jo ikke været spildt”

Af Sofie Stecher og Frederik Emil Clausen

Det er tirsdag morgen. Klokken har lige slået 9, og fuldstændig ligesom alle andre dage vælter folk ud af foredragssalen. Ligeledes forlader Kristian la Cour lokalet, efter at han har spillet op til fællessang på Steinway-flygelet, som han har gjort siden 1986. Normalt er dette det sidste, højskoleeleverne ser til Kristian på en dag. Men lige denne tirsdag fangede vi ham i døren til en snak om mennesket, musikeren og minderne. For lige så vel som at alle på Askov Højskole kender Kristian, så ved de færreste hvem han er på et dybere plan.

“Så jeg spurgte mig selv; vil jeg blive lykkelig af at være orkestermusiker? Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville.”

For at forstå det store billede må vi tage tilbage til livets begyndelse. Kristian la Cour er født og opvokset i Rødding – en lille højskoleby kun 15 minutter fra foredragssalens trygge og vante rammer. Desuden nåede han også at bo i Skibelund Krat, da hans far var forstander på en efterskole her. Han læste senere på musikkonservatoriet i Esbjerg, før skæbnen atter førte ham tilbage til lokalområdet for sin opvækst – denne gang i Askov. Og netop her i Askov er den dybe sangstemme og det dygtige klaverspil hans kendetegn. Og dette er ikke helt tilfældigt. For kærligheden og passionen for musikken er  i blodet. “Min far spillede violin, min faster var musiklærer og havde nogle programmer på DR, min storebror er uddannet fløjtespiller og hans kone er uddannet pianist.”. Derfor lå det nok også i kortene, at chancen for en musikkarriere var stor. Konservatoriet i Esbjerg blev det endegyldige startskud for, at Kristian skulle gå musikkens vej i livet. 

“Efter jeg boede i Skibelund med mine forældre, gik jeg først 3 år på almen musikpædagogisk uddannelse, efterfulgt af en elementær musikopdragelse, hvor jeg både prøvede at undervise en 4. klasse og en 1.g. Så er jeg faktisk også uddannet oboist, som tog 6 år: 2 år på forskole og 3 år på hovedskole og diplomklasse til sidst. Der var jeg så 28-29 år da jeg var færdig, så på det tidspunkt havde jeg en drøm om at blive klassisk symfoniorkestermusiker. Men da jeg var så gammel, var jeg nok lidt naiv, for det er ikke nok at spille nogenlunde og være ret god – du skal være fuldstændig suveræn.”. 

Men hvad ændrede så din drøm om at blive den klassiske symfoniorkestermusiker?

“Jeg var til to konkurrencer; i Helsingborg symfoniorkester og i Randers kammerorkester. Jeg blev nok nummer chok i Helsingborg og nummer lidt bedre i Randers, men det var ikke godt nok. Der var jeg 29, så jeg stod der og tænkte, at jeg skulle gøre op med mig selv, om jeg ville blive ved med at øve og øve og øve. Altså, man spiller i 30 sekunder efter et halvt års øven, efterfulgt af et “ja tak, næste”, fra dommerne bag de spanske vægge. Hvor mange gange vil man gøre det? Så jeg spurgte mig selv; vil jeg blive lykkelig af at være orkestermusiker? Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville.”.

Det var jo så heller ikke det, du endte med at bruge livet på, hvilket så måske var meget godt, kan det lyde til. Giver du så ikke et nummer på oboen en dag til en morgensamling?

“Det kommer ikke til at ske. For jeg spiller ikke obo længere, og kommer heller ikke til det. Den ligger hjemme i mit klædeskab, og jeg har ikke pakket den ud i mange år – og det kommer jeg heller ikke til.”.

Men har det så ikke været spild af tid, at bruge 6 lange år på musikkonservatoriet, med fokus på et instrument, du ikke har tænkt dig at benytte dig af?

“Men det at jeg har spillet meget klassisk musik, også i symfoniorkestret i Esbjerg, gjorde jo, at kom til at kende meget klassisk musik, ved simpelthen at spille det. Så spildt har det jo ikke været. Men det er selvfølgelig mange år. Jeg vil ærlig talt ikke have nogen anelse om, hvad jeg skulle lave, hvis hverken jeg måtte have noget med musik eller højskole at gøre. Livet er fyldt op med musik.”.

Vi har undret os over, hvad du egentlig laver, når du ikke synger med os om morgenen – fylder musikken lige så meget af resten af din arbejdsdag?

“Grunden til at jeg går under jorden er ikke fordi jeg ikke vil være på skolen, men min rolle er normalt at have med de korte kurser at gøre. Uden at fornærme nogen er målgruppen nok 60+. Jeg er sådan mest en praktisk gris, der koordinerer mens det løber af staben. Jeg skulle på mandag have haft et bridgekursus, som så lige er blevet aflyst. Jeg har ikke en kæft forstand på bridge, så jeg hyrer en instruktør udefra. Desuden har jeg kurser som kunst- og litteraturhistorie, musik på tværs, syng for livet, revy, viser og historier. Så har jeg et sangkursus, jeg er ved at lave. Jeg kan godt lide dem, der kun er her en uge. Der er en enorm intensitet – de vil ikke gå glip af ét minut. Det er et meget privilegeret job, som jeg er meget glad for.

“Jeg vil ærlig talt ikke have nogen anelse om, hvad jeg skulle lave, hvis hverken jeg måtte have noget med musik eller højskole at gøre. Livet er fyldt op med musik.”

Men det er vel ikke hverdagen på Askov lige pt?

“Nej. Det er vældigt sjovt, for alle de der ting jeg har snakket om er jo lukket ned. Så tiden har jo gået med at aflyse de kurser og for nogles vedkommende også at flytte aftalerne til 2022. Det der er enormt spændende for mig er at få fat i foredragsholdere, forfattere og musikere. Jeg har haft en del kendte herude. Et sjovt eksempel er Thomas Vinterberg , som jo er meget aktuel lige nu. Han skulle fortælle om “Festen”. Han var slet ikke vant til at holde foredrag. Jeg kørte ned til Vejen station og hentede ham, og så sagde han til mig, at det han ville sige varede en 20 minutter, så vidste han ikke, hvad vi skulle derefter. Jeg tænkte, gud – hvordan skal det her gå? Da jeg kom med Thomas Vinterberg til foredragssalen, lå alle højskoletøserne klar på forreste række, det var rigtig sjovt. Og så lavede han det der oplæg, og der var enormt mange spørgsmål til ham, og det var meget spændende,”

Amen Kristian, det lyder jo som en dans på roser! Er der slet intet du fortryder den dag i dag?

“Nej, ikke rigtig. Jeg synes, mine beslutninger har været rigtige hele vejen igennem. Men altså, jeg var da nok i tvivl, da jeg var igang med den der AM. Men det var simpelthen min chance for overhoved at komme ind på musikkonservatoriet. For jeg var ikke god nok til at spille på et instrument. Mit niveau var bare ikke højt nok. Så der var da et tidspunkt, hvor jeg tænkte, “ahh, vi bruger sgu godt nok meget tid på at snakke om, hvordan vi skal undervise. Kan vi ikke bare få lov at synge eller spille og blive dygtige til det? Der var et tidspunkt, hvor jeg savnede det, men set her bagefter, der må man jo omvendt sige: Okay, det er i virkeligheden den der almenE musikuddannelse, jeg har brugt i det, jeg laver nu. Det har jo ikke været spildt.”.

Så du tænker at fortsætte i samme bane til du skal pensioneres?

“Jeg har sagt til Rikke, at jeg er her lige så lang tid, som hun vil have mig.“