Den colombianske Fernando Castro har sin daglige gang i Vejen idrætscenter. Han har boet i Danmark i 45 år. Den danske humor kom let til ham, men hans indre ur er stadig på colombiansk tid.
Af: Karoline Rise Langballe
Klokken lidt over 12 kommer Fernando dalrende ind gennem idrætscenterets glasdøre. Han har sportstasken kastet hen over skulderen, og en eksotisk t-shirt med palmer og blomster titter frem under træningsjakken fra Adidas.
Receptionisten kender ham ved fornavn. Hun fortæller ham, at en journalist gerne vil snakke med ham. ”Mig? Jeg har sku ik noget at fortælle. Jeg er ikke særlig spændende” griner Fernando Castro
Han ved hvor han skal finde dagens første kop kaffe. Og han ved hvor han kan hilse på vennerne. I dag sidder kun tre af dem tilbage ved stambordet, Fernando er kommet lidt senere ud af sengen.
Den 76 årige Fernando Castro, blev trukket til Danmark i 70’erne, af kærligheden til en dansk kvinde han havde mødt i Colombia. Forholdet til kvinden holdte kun ganske kort, men Fernando var landet i Danmark, og kunne ikke vænne tilbage til Colombia.
”Det var for pinligt allerede at vænne hjem, folk ville grine af mig”.
Fernando havde desuden allerede job i Danmark, og hans retur billet udløb først om et år. Derfor valgte han at prøve lykken i det danske.
Efter kort tid fandt han sin daværende kone. De fik sammen 3 børn.
Børnene har holdt ham i Danmark lige siden. Han blev dog senere skilt fra moren til hans børn, men de ses stadig som familie.
”Vi er meget sammen. Vi fejrer jul og fødselsdage sammen” Siger Fernando med tilfredshed i stemmen, men afbrydes af en af de kaffedrikkende venner, som får øje på ham.
”Sidder du og fortæller løgnehistorier?” Griner den jævnaldrende ven. Stor smilene svarer Fernando på godt jysk ”Hold da kæft”.
Stadig på Colombiansk tid
Selvom klokken snart runder 13:00 sidder Fernando stadig med søvndrukne øjne og med ”morgenkaffen” i hånden. Han sætter ikke vækkeuret. ”Jeg sover til jeg vågner, hvorfor skulle jeg stå tidligere op” Han fortsætter grinene ”Vejret er heller ikke værd at stå op efter. Det er lort”.
Han forklarer videre, at hans indre ur stadig er på colombiansk tid, selvom han har boet i Danmark i 45 år. ”Når jeg er på besøge i Colombia vågner jeg kl. 7:00 og er helt frisk”.
En anden ven passerer og overhører samtalen om Fernandos hjemland.
”Fortæl at du kender Eskobar” De griner begge højlydt. Fernando svare ”Hold da kæft man, Jeg kender ham ikke personligt. Tror i jeg er agent i Danmark?” han holder en grine pause ”Jeg leverer kokain under bordet” fortsætter han sarkastisk.
Spørge man ind til vennerne i idrætscenteret og omgangen i lokal miljøet, svarer han beskedent: ”Jeg har det fint her, jeg kender mange forskellige mennesker” Han fortsætter ”Jeg tror folk på egnen kender mig, fordi jeg har løbet tur i området næsten hver dag de sidste 45 år.”
Endnu en bekendt spankulere forbi ”Kan vi nå en kop kaffe mere?”, som svar rejser Fernando sig. Kursen er mod kaffemaskinen.
AskovBladet 
Skriv et svar