Eva Svavars, partner i Lead Agency, forklarer, hvor vigtigt det er at melde klart ud, når man som organisation skal skifte navn. Det er den modsatte strategi Vejen Idrætscenter har valgt.

Af Luis A. Skovgaard og Cecilie Badino Vielwerth
-Jeg ville helt klart anbefale, at man ikke bruger to navne, fastslår Eva Svavars.
I Danmarks største sportscenter har man i de seneste år markedsført sig både som Vejen Idrætscenter og som Sportscenter Danmark.
Ifølge Eva Svavars signalerer navnene to meget forskellige ting.
– ‘Vejen Idrætscenter’ er det man vil kalde et indeksnavn, som beskriver hvad det er, og hvor det er, mens ‘Sportscenter Danmark’ ligger an til, at det er et nationalt center fremfor et center for og i Vejen, forklarer hun.
Kommunikationen af et navneskift er også afgørende for modtagelsen heraf. På nuværende tidspunkt vises både det nye og gamle navn side om side, eller hver for sig, flere stedet i idrætscenteret.
– Normalt vil man lancere det hele på samme dag, hvor den nye hjemmeside og skiltning er klar på samme tid som en pressemeddelelse, siger Eva Svavars
Derudover pointerer Eva Svavars også, at idrætscenterets store lokale forankring også burde spille en stor rolle, når man overvejer navneskift. De lokales holdninger og forhold til det nye navn burde være en faktor.
– Normalt har man en fokusgruppe, det er et lille panel bestående af dem, der bruger centeret, dem man gerne vil have bruger centeret, politikere og sponsorer, uddyber hun.
Vi skal blive på landkortet
I Vejen by er der blandede holdninger til navnet ‘SportsCenter Danmark’. Lisa Svendsen på 62 år, bor i Vejen og arbejder til dagligt som Farmakonom på Kolding Sygehus. Hun omtaler centeret som ‘Vejen Idrætscenter – SportCenter Danmark’, hvis hun snakker med folk udenbys.
– Det er for at understrege, at det er altså her, at det foregår, siger hun fast.
Lisa kan godt se fordele i, at centeret får et mere nationalt navn, men hun er ked af, at Vejen ikke er en del af navnet.
– Vi skal blive på landkortet, forklarer hun
Disse bekymringer er ikke noget, der vejer tungt hos Jens Ganer på 77, der er pensionist og også bor i Vejen.
– Det er jo ved at have størrelsen til at være SportsCenter Danmark, siger han.
For Jens er det ikke et problem, hvis centeret bliver mere internationalt end lokalt. For ham er det ikke vigtigt, hvad centeret hedder, han er bare glad for stedet.
Stadig en diskussion
Den lokale forankring er i stor fokus, når direktør for Vejen Idrætscenter Jakob Sander åbner op om navneskiftet. De ønsker som idrætscenter ikke at give afkald på det tætte samarbejde med de lokale og omegnen.
– Vi har en ambition om at 55% af vores indtægter hele tiden skal være lokal baseret, forklarer han.
Han kan nikke genkendende til, at det ikke er optimalt at markedsføre sig med to navne på samme tid. Dette skyldes blandt andet, at det endnu ikke er afgjort, hvad der præcist skal ligge under navnet ‘SportsCenter Danmark’.
– Det kan være, at vi vil bruge SportsCenter Danmark over for organisationer og i udlandet, forklarer han.
Forsigtigheden vedrørende navneændringen skyldes blandt andet, at langt størstedelen af idrætscenterets kunder består af tilbagevendende gæster.
– Når man har en dør, der åbner for 70% genbestilling, så skal man passe på, uddyber han
Til trods for dette, har idrætscenteret ikke testet navnet hos en fokusgruppe, inden det blev taget i brug.
Vejen er ikke væk
– Vi vil gerne kombinere det lokale og nationale, slår Jakob Sander fast.
Ledelsen og kommunikationsafdelingen er på nuværende tidspunkt i færd med at undersøge, om ‘Vejen’, kan blive en del af et helt tredje navn.
– Vi vil altid hedde Vejen Idrætscenter på et eller andet niveau, siger han
Hvis et tredje navn bliver en realitet, understreger Jakob Sander, at implementeringen så bliver være tydelig og direkte.
Skriv et svar