Af Jonas Howard og Karoline Børjesson Barnkob
Ofte giver e’et foran sport en speciel klang, men i Vejen idrætscenter har man for alvor forenet eSport og traditionel sport.

I et lokale på 1. sal i VIC bliver 20 computere hver torsdag fra kl. 16.30-18.30 tændt for en gruppe på 6 – 20 børn. Men der games ikke uafbrudt i 2 timer, for efter den første halve time går turen enten udenfor eller ind i centret for at lave fysisk aktivitet i 1 time. Og aftenen slutter med en halv times gaming igen.
Sådan har foreningen “eVolve Denmark” gentænkt ideen med gaming. For dem er det meget vigtigt, at eSports-lokalet bliver centrum for en fælles interesse, som kan være med til at skabe mere fysisk aktivitet for de børn, der deltager.
Leder af foreningen, Mikael Hauptmann, 44 år og arbejder som IT konsulent; fortæller, at deres store interesse ligger i at skabe nye fællesskaber for børn, der ellers ville have siddet alene hjemme foran computeren:
“Det handler ikke bare om at spille computer, men også give børnene det sociale samvær, så de ikke føler sig alene”, forklarer han.

Sådan var ideen, da foreningen i 2017 fandt sig tilrette i Vejen idrætscenter, men allerede året efter udviklede konceptet sig, og fysisk sport blev til en stor del af projektet.
“Den fysiske aktivitet er meget forskellig. De unge er med i alt fra håndbold, fodbold til reaktionstræning, men det handler om, at de får lov til at røre sig”, siger Mikael.

På deres hold “eSport for alle” er der – som navnet antyder – plads til alle. Man kan spille de spil, man vil, uanset niveau og uden et konkurrencemæssigt pres eller forventning.
Foreningen er udelukkende drevet af frivillig, og medlemskontingentet på 350 kr. for et halvt år er fastlagt efter, at alle skal have muligheden for at deltage.

Asker, som går i 3.G og en af de frivillige kræfter på fjerde år i “eVolve Denmark”, fortæller: “At se børnene bliver bedre til gaming og deres fællesskab, er derfor jeg godt kan lide at være her”.
Snak og fjol flyver også gennem luften torsdag aften i gaming-lokalet og på fodboldbanen.
Her fortæller en af drengene også, at han er meget glad for at komme i foreningen: “Jeg har ikke selv en computer derhjemme, så jeg er glad for at komme her og spille sammen med andre”.

Skriv et svar