
Askov- og Vejen Kroketklub mister medlemmer på stribe. De gamle spillere dør, og det er svært at få nye generationer til at spille kroket. Det er en skam, for klubben har et godt fællesskab med hyggeligt og aktivt samvær at tilbyde, mener formanden for Askov- og Vejen Kroketklub, Frede Jørgensen
Skrevet af Rikke Christensen
Solen står højt på en skyfri himmel den første dag i efteråret, hvor de lokale kroketspillere mødes først på eftermiddagen for at bruge de næste par timer på kaffe og kroket. De grå hår bliver dækket af den hvide kasket med teksten “Askov- & Vejen Kroketklub”, som alle bærer på hovedet. For bare seks år siden var de 35 med i klubben, men på denne onsdag eftermiddag er de kun 7 der mødes. “Alle de andre er efterhånden døde fra os, og der kommer ikke nye til klubben,” fortæller formanden for Askov- og Vejen Kroketklub, Frede Jørgensen.
Mere end bare et havespil
I dag er de 13 der er meldt ind i klubben, hvilket er 7 mindre end antallet af medlemmer året før. “Vi har prøvet alt. Annoncer, reklamer og åbent hus, men folk stopper som regel efter et par træninger, fordi de synes det er for svært at lære alle reglerne.” Kroket er i virkeligheden lidt mere end det spil man på en varm sommeraften stiller op i sin lille parcelhushave. Egentlig spilles kroket i par, på en 20 meter lang og 30 meter bred bane. Når spilleren selv når til enden, skal du hjælpe din makker med at nå til enden, og der vindes først når parret begge er i mål. Kroket er altså et holdspil, hvilket skaber sammenhold og fællesskab.
Professionelle men stadig inkluderende
Frede Jørgensen har spillet kroket siden 2009, men er langt fra den på holdet der har været der i længst tid. “Vi har allesammen været her i en del år. Henry derovre har spillet i 15 år. Han spiller fem dage om ugen, og han er en af landets bedste,” siger Frede Jørgensen og peger over på manden i den blå skjorte, som for få minutter siden var min makker og instruktør i kroket. Det bliver hurtigt klart, at alle spillerne på holdet er meget dygtige til sporten, men alligevel fortæller Frede Jørgensen, at han “spiller kroket på grund af fællesskabet,” og ikke for at vinde. Som man står midt i et spil kroket, er det også tydeligt hvor inkluderende alle holdets medlemmer er. De er alle ivrige efter at fortælle og lære fra sig. “Jeg har et godt tip til dig, Rikke. Hold lidt længere nede på køllen. Kig altid på bolden, og aldrig hvor du skal hen,” lyder det fra Jytte Brun, der er kasserer for Askov og Vejen kroketklub. De er uden tvivl meget bedre end mig, men alligevel er det ikke svært for dem at heppe og rose, når jeg laver noget man tilnærmelsesvist kan betegne som middelmådigt.
Landets bedste kroketspillere
Inde i kroketklubbens lille sorte skur er væggene fyldt med diplomer. Både gamle og nye diplomer pryder væggene, hvor det nyeste diplom er fra 2019. Her står fire af klubbens spillere, der sammen vandt danmarksmesterskabet. “Ja.. det kan også godt være, at vi skal til at have rammet det papir ind,” siger Jytte Brun henkastet, som om enhver kunne vinde den titel og kalde sig danmarksmester. At kroketspillerne i Askov Kroketklub er så gode til kroket er ikke underligt, eftersom fællesskabet mødes til kroket hver mandag, onsdag og fredag fra klokken 13.30 til 16.00.
“Tak fordi du kom! Vi glæder os til at se dig igen,” siger en smilende Jytte Brun inden hun og de andre kroketspillere løber ud på banen for at få endnu et spil kroket. ◽
Skriv et svar