På flugt i Sibirien

Af Sebastian Grünfeld

Ny podcast-serie med direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev og om dennes farefulde flugt til den sibiriske tundra med den russiske mafia i hælene emmer af klassisk fortælleglæde og et skarpt lydbillede. Dog bliver formen til tider for forudsigelig. 

Efter endt lytning til “Fire Patroner På Lommen” får jeg lyst til at besøge nogle af verdens fjerneste egne og vove noget på samme måde, som Rane Willerslev gør det i den historie, han udfolder over fem afsnit tilrettelagt, optaget og klippet af Sigurd Hartkorn Plaetner. Okay, måske har jeg alligevel ikke lyst til at komme ud af ens komfortzone i helt samme grad, som Rane Willerslev gør. For det er noget af en rejse, han mere eller mindre ufrivilligt drager ud på. Undervejs trækkes der tråde til såvel den jakutske zobelmafia som et russiskt minoritetsfolk ved navn jukagirerne og hele vejen op til centraladministrationen i Kreml, der ved historiens fortalte tid i sluthalvfemserne lige havde fået en ung, tidligere KGB-agent ved navn Vladimir Putin i spidsen. 

I 1999 drager Rane Willerslev til Sibirien for at gennemføre feltstudier om jægerfolket jukagirerne til sin Ph. d.-afhandling i socialantropologi. Et par år forinden havde han besøgt jukagirerne, der ernærer sig ved at jage zobler og fået den ide, at han kunne agere en slags mellemmand for jukagirernes salg af de kostbare zobelskind til pelskøbere i Europa. Som tingene var dengang, var det nemlig den russiske pelsmafia, der sad benhårdt på salget af zobelskind, og det indebar, at jukagirerne blev grufuldt underbetalt for deres skind. Derfor vælger Rane Willerslev at genoptage det uforløste projekt i 1999, men det skulle han aldrig have gjort. Den russiske pelsmafia ser nemlig ingen fordele i at gøre op med status quo og er heller ikke bange for at håndhæve deres monopol med voldens magt. Rane Willerslev er således nødsaget til at flygte langt ud på den sibiriske tundra til en jagthytte, der ligger så afsondret, at den ikke har været betrådt af fødder i over halvtreds år. 

Podcasten er opbygget som en klassisk rammefortælling, hvor lytteren i første episode møder Sigurd Hartkorn Plaetner og Rane Willerslev, der er taget til Tisvilde Hegn for at ofre en gave til hans datters hellige træ og fortælle om sin tur til Sibirien. Fra Tisvilde Hegn tages lytteren over de næste fire afsnit med til Sibiriens isnende kulde drevet af Willerslevs ukuelige fortælleglæde for først at vende tilbage i sikkerhed til den danske, godmodige natur i slutningen af afsnit fem. Dette kompositoriske greb fungerer i kraft af, at der er en direkte forbindelse mellem Rane Willerslevs oplevelser i Sibirien og den animisme, som han efterfølgende har taget til sig og som lægger til grund for, at han den dag i dag ofrer til sin datters hellige træ. I Sibirien kommer han ud for en hændelse, som er så mirakuløs, at ingen videnskabelige, rationelle forklaringer, som socialantropologen ellers har bygget hele sit verdenssyn op omkring, slår til. Dette leder ham i sidste ende til at konkludere, at der er mere mellem himmel og jord. Det er et interessant paradoks, der her udforskes i podcasten, for hvordan forliger man sig med, at man som videnskabsmand ikke kan forklare ens oplevelse ud fra gængse videnskabelige forklaringer og i stedet må søge hjælp hos naturfolks “primitive” tænkning?

Skovomgivelserne, de to herrer befinder sig i, understøtter på fin vis fortællingen, når der en gang imellem sniger sig nøje udvalgte lyde af fuglefløjt og knasende efterårsblade ind i lydbilledet. Lydbilledet bliver dog en gang imellem en anelse for forudsigeligt og stramt, og man kan som lytter ikke lade være med at bide mærke i den skabelon, hvert afsnit er opbygget omkring. Således lægger hvert afsnit ud med baggrundsforklaring af Sigurd Hartkorn Plaetners for så at skifte til Rane Willerslevs beretning for at skifte over til skuespiller Cyron Melvilles oplæsning af Rane Willerslevs dagbog fra rejsen. Disse kritikpunkter er dog i petitesseafdelingen, og ser man bort fra disse, er lydbilledet helstøbt og velproduceret. Kronen på værket må utvivlsomt siges at være Rane Willerslevs medrivende evne til at fortælle en historie, så man som lytter ikke kan undgå at føle sig som hans rejsemakker gennem alle de farer, han udstår. Han underbygger konstant sin beretning med masser af rammende tillægsord og erindrede samtaler, der får lytteren til at indleve sig i historien. Denne evne manifesterer sig, da han fortæller om en ældre mand og hans voksne søn, som Rane Willerslev og hans følgesvend besøger på deres flugt, før de ankommer til jagthytten. Dette par har mange år tidligere forladt landsbyen og har derfor ikke set andre mennesker i flere år, hvorfor de øjensynligt har glemt, hvordan man omgås andre mennesker. De to hverken hilser på Rane Willerslev eller hans følgesvend, da de ankommer, men nøjes med hans ord med at “kigge dødt ud i rummet” i den “gravagtige stilhed”. Disse levende beskrivelser gør, at jeg som lytter instinktivt sidder tilbage med en kold rislen ned af ryggen. Det er lige præcis denne fortælleglæde, man skal lytte til “Fire Patroner På Lommen” for.