Af: Josephine M. Møller
Kære læser, endnu en gang kommer du med på en rejse tilbage i tiden. Vi befinder os på Askov højskole, i 1918, som blev omdannet til lazaret imens den spanske syge rasede igennem landet. Vi møder Jakob Appel, som var forstander på Askov højskole i 1918, hvor han fortæller hvordan det har været at være på Askov højskole i denne tid.
Den spanske syge hjemsøger forstanderen Jakob Appel.
Jakob Appel var elev på Askov højskole fra 1882 til 1885. Jakobs interesse for naturvidenskab blev vakt under hans ophold på Askov højskole, af naturvidenskabslæren Poul la Cour, som inspirerede Jakob til at få en kandidat i Matematik. Efter hans uddannelse, blev Jakob kaldt tilbage til Askov for at undervise i matematik, og han blev yderligere involveret i Askov højskole, da han forlover sig med Ingeborg Schrøder. Ingeborg er datter af Ludvig Schrøder, som var den daværende forstander. Jakob Appel bliver sammen med Ingerborg, nogle år efter forlovelsen, Askov højskoles nye forstanderpar. Men det skulle vise sig, at være langt hårdere end han havde forventet. I sommeren 1918 raser den spanske syge også på Askov højskole. Grundet mangel på de danske hospitaler bliver Askov højskole omdannet til Lazaret. Jakob Appel er meget berørt over situationen og skriver, i 1918, i ”Askov Lærlinge – Årsskrifterne” således:
”Når jeg her i Årsskrifterne gerne vil fremdrage mindet om oplevelser fra de sidste skoleår af særlig betydning for skolen, standser jeg ved to tilskikkelser, som bevægede sind og tanker dybt og stærkt i den kreds af lærere, elever og venner, der slutter sig om Askov Højskole.”
”Det var jo allerede i sommeren 1918, at den spanske syge gik over landet. Som de fleste andre skoler blev Askov også hjemsøgt. Men det var dog i en mild form, sygdommen optrådte. Anderledes gik det på vinterskolen 1918-19. Læsesal, den gamle foredragssal, skrivestuen, hele det gule hus, Rosenkjærs laboratorium, vævehuset på Veum var foruden sygehuset omdannet til lazaret, ligesom der i lærerhjemmene lå kvindelige patienter. Takket være en række uforfærdede kvindelige elever savnede min hustru (Ingeborg Appel, f. Schrøder) og de to uddannede sygeplejersker ikke den fornødne hjælp, som det store ”hospital” krævede, men de syge fik en god og kærlig pleje, tilset af to læger, som gjorde stuegang to gange i døgnet”
Værst gik det for vinterholdet 1918-19. Ud af den store elevflok blev ca. 200 syge, hvoraf 160 lå på en gang. Askov højskole mistede fem elever til den spanske syge. De fem elever, som døde under epidemiens rasen på Askov, døde både direkte som følge af virussen, men også af de tilstødende luftvejskomplikationer, som fulgte med den spanske syge. I takt med lægerne ikke havde en kur mod pandemien, kunne lægerne bare se til, imens deres patienter langsomt blev blå i huden og hev efter vejret indtil deres død. Jakob Appel mindes de fem afdøde elever, som havde sin gang på Askov højskole i ”Askov Lærlinge – Årsskrifterne”, hvor han beder en lille bøn for dem.
”Vi ønsker og beder for de hjem, hvorfra de unge blev kaldt bort, at de maa høre julebudet paany, og at de maa erfare, at det er vældet til glæde. Fem af de unge, som kom hertil, fyldte af livsmod og af haab om her at kunne for hjælp til deres livsudvikling, blev revet bort.”
Der er ganske få beskrivelser af, hvordan forstanderparret har forholdt sig til situationen på højskolen. Jakob og Ingeborg Appel’s stuepige, Ninni, beskriver i et brev til sine forældre, at Ingeborg Appel gør meget rent, så meget at det tager pusten helt fra hende. Selv, skriver Jakob Appel at det var et kæmpe ansvar som blev lagt på deres skuldre, til tider endda tungere end de kunne bære.
”Det var som om et Ansvar blev lagt paa vore Skuldre, tungere end vi kunde bære. Maaske føltes det stærkest af alle os, der ikke havde med selve Plejen at gøre – de, der var i Virksomhed i de store Sygehuse, maatte stride Dag og Nat for at bringe Hjælp og fik ikke Tid til at falde sammen.”
Uddrag fra ”Askov Lærlinge – Årsskrifterne”, skrevet af Jakob Appel i 1918.
AskovBladet 
Skriv et svar